Data i Ydelsesrefusion

Læs mere om løsningsarkitekturen bag Ydelsesrefusion samt hvilke ydelser, der skal indeberettes til løsningen.

Ydelsesrefusion er en beregningsmotor

Ydelsesrefusion er som udgangspunkt en beregningsmotor, som samler og behandler data fra en række forskellige kilder ud fra lovgivningens regler. Selvom løsningen ikke har samme kompleksitet som mange fag-løsninger, er der alligevel en del hensyn at tage for bl.a. at sikre sporbarheden af data. Særligt da kommunerne ikke vil have mulighed for at “se ind” i Ydelsesrefusion, da løsningen ikke vil have nogen brugergrænseflade.

Data importeres fra eIndkomst

Som udgangspunkt importeres alle data til Ydelsesrefusion fra SKATs eIndkomst. Det er således besluttet at tilrette eIndkomst, så alle indberetninger kan ske hertil. Fordelen ved at anvende eIndkomst frem for at indberette direkte til Ydelsesrefusion er, at stort set alle relevante myndigheder allerede foretager indberetning til eIndkomst, og eIndkomst rummer derfor allerede hovedparten af de for Ydelsesrefusion relevante informationer. Ved at genbruge indberetning til eIndkomst sænkes risikoen og omkostningerne ved indberetning sammenlignet med en alternativ mulighed, hvor mange myndigheder ellers skulle lave en næsten sammenfaldende indberetning til både eIndkomst og Ydelsesrefusion.

Overblik over løsningsarkitekturen

Se figur: Løsningsarkitektur for Ydelsesrefusion

Figuren overfor viser løsningsarkitekturen for Ydelsesrefusion. Der findes en række forskellige indberettere til Ydelsesrefusion (figurens venstreside), hvis data tilsammen udgør datagrundlaget for beregningerne i løsningen. Hovedparten af indberetterne vil levere deres indberetninger til SKAT (eIndkomst) som vanligt, og eIndkomst vil herefter bringe data for de relevante ydelser videre til Ydelsesrefusion (midten af figuren).

Et centralt punkt omkring indberetning af data er den anvendte klassifikation. Ydelsesrefusion anvender som udgangspunkt Indenrigsministeriets Kontoplan (IM’s kontoplan) som klassifikation over de anvendte ydelser.

De myndigheder og løsninger, som vil aftage de beregnede data fra Ydelsesrefusion, vises i figurens højreside.

Et andet centralt element i løsningsarkitekturen er udstilling af data om Ydelsesrefusions beregninger til kommunernes lokale it-løsninger. Det er vigtigt, for at kommunerne kan følge op på Refusion, Medfinansiering og Fleksbidrag. Det giver mulighed for, at kommunerne herefter kan korrigere beskæftigelsesindsatsen over for borgerne, så flere borgere kommer i beskæftigelse samtidig med, at kommunerne får mulighed for at validere de beregnede tal.

Hvilke ydelser skal indberettes til Ydelsesrefusion?

Se figur: Indberetning af ydelser til Ydelsesrefusion

Figuren ovenfor viser omfanget af forskellige ydelser, der skal indberettes til Ydelsesrefusion (YR Ydelser). Ydelsernes farve angiver hvordan de indgår – ligesom de er grupperet efter, hvilke systemer/dataleverandører, der skal indberette oplysninger om en udbetalt YR Ydelse til eIndkomst.

Gule YR Ydelser er dem, som Ydelsesrefusion skal beregne refusion eller medfinansiering for.

Blå YR Ydelser indgår kun i beregningen af løsningens Genoptjeningstæller. Genoptjeningstælleren optæller, hvor mange uger en borger har været selvforsørgende, og altså ikke har modtaget nogle af ovenstående YR Ydelser.

Den grønne YR Ydelse indgår ved beregning af medfinansiering.

I en senere fase vil Ydelsesrefusion muligvis kunne håndtere andre refusioner og medfinansieringer uden for reformen til gavn for kommunernes styring og opgaveløsning.

 

Kontakt

Senior it-konsulent
3334 9459